sidste indlæg fra Nola..

Så er det snart slut for denne gang i denne fantastiske by. Jeg må indrømme, at jeg også er ved at være lidt udkørt. Man er på hele tiden og der sker så meget. Men det har været rigtigt fedt. Jeg har fået præcist det ud af det, som jeg ville. Jeg har fået spillet en masse, mødt en masse mennesker og oplevet det musikmiljø der er herovre. Jeg vil nærmest sige, at musikmiljøet her er stærkere end før Katrina. Det er virkeligt fedt.
Jeg tager hjem søndag eftermiddag (lokal tid)og kommer hjem mandag eftermiddag (dk tid), hvor Stina og Frida modtager mig i lufthavnen. Hold da kæft hvor jeg savner dem. Det bliver dejligt at komme hjem igen.
I får lige nogle billeder af nogle af de musikere jeg har spillet med eller bare lyttet til herovre.
See y´all in Denmark.

New Orleans Nightcrawlers live at Chickie Wah Wah. Mr. Brent Rose på sax - nr 2 fra venstre.Barney Floyd (jordens flinkeste  - og  mest snakkende mand - ved siden af med cab´en på hovedet. Spiller også en rigtig god leadtrompet, må man sige)

Den super groovende rytmegruppe fra Nightcrawlers. Manden med storetrommen (kan ikke huske hans navn) sendte blæserne ud blandt publikum for at sætte gang i den, hvis folk ikke dansede. Partytime og 2nd line parade. Det er det Brassbands går ud på!

Jerry Pekinto, (Whats up, motherfucker?) Brewing at "The Brewhouse"

Leroy Jones live at "Hermes bar"- Hold da kæft hvor spiller den mand bare fantastisk!

Samt mange andre jeg desværre ikke fik taget billeder af i "kampens hede". 

Tak New Orleans,  for at du er til og eksisterer. Jeg kan kun anbefale at man tager hertil. Også selv om man ikke spiller et instrument. Det er en fantastisk by! 

Just relaxin, doing it, you know...

De sidste par dage har jeg bare chillet, spillet og nydt livet herovre. Jeg spillede 5 sæt i lørdags på "The Brewhouse" og det gik fint. I tirsdags spillede jeg med New Orleans Nightcrawlers på et fedt sted der hedder Chickie Wah Wah. Brent havde inviteret mig med og da den anden trompetist aldrig dukkede op, så spillede jeg hele gig´et. Jeg kendte kun 4 numre og der var ingen noder. Det er Brassband musik, så meget af det man spiller, finder man på på stedet. Undtagen hovedtemaerne. Det var rigtigt fedt. SUPER fed rytmegruppe. 2 sorte gutter på henholdsvis lilletromme og storetromme/bækken. I Brassbands deler man trommesættet op på flere personer. Det giver en helt specielt lyd og energi. Matt Perrine som er bandleader spiller sousafon som er en slags kæmpe tuba, som udgør bassen. Han er også rigtig fed. Men de to gutter... hold da kæft. De er vokset op med den her musik (som jo kommer ud af New Orleans) og de er samtidigt nogle af de bedste i byen til at spille den. De spiller normalt med Rebirth og andre af de helt store brassbands. Jeg blev nærmest "høj" af at spille med dem, fordi det swingede så godt. De "ligger" på en helt speciel måde og groover bare sindssygt fedt. Resten af bandet (som består af 2 tromboner, 2 saxer og trompetisten Barney Floyd (hvis hus jeg jo bor I) spillede også rigtigt fedt. Det var deres første job i lang tid sammen, så der blev jammet en del. Festlige fyre! Fedt gig! Helt klart det fedeste jeg har haft herovre.
Jeg har hængt ud med Brent en del og bl. a været i hans hus og spillet X-box, ligesom sidst jeg var her. Han har en tilbygning til sit hus, som han har indrettet som øvelokale og "mandehybel", med ministudie, 40 " full hd tv på væggen og x-box 360, samt køleskab med kolde øl. Se, sådan skal det være :-)
De går jo meget op i football herovre. New Orleans Saints vandt Super Bowl sidste år, men spiller ikke så godt i denne sæson. Så der bliver diskuteret meget. Soccer er ikke det store hit. De synes det er kedeligt. Men de er jo også amerikanere :) Yeah, man, those boring 0-0 games! hmmm, jeg forsøgte at forklare dem, at ikke alle kampe er sådan. Det trængte hvis ikke helt ind, ha ha. Men de er super søde.
I det hele taget føler jeg mig utroligt godt modtaget. Jerry Pekinto fra "the Brewhouse" er bare en utroligt sød mand. Han tog mig til Wallmart i dag, så jeg kunne købe en cykel til huset. Barney snakkede om, at han ville købe en cykel til huset. Så den købte jeg som tak for, at jeg kan bo her. Det var det mindste jeg kunne gøre. Jerry er opvokset i New Orleans og har prøvet lidt af hvert i sit liv. Hans far var fisker og han fortalte en masse om bl.a. østersfiskeri, sit liv som musiker mm. Han fortalte også meget om orkanen. En ting var oversvømmelsen af Nola, men den by han boede i før Katrina, blev fuldstændigt smadret til pindebrænde. Det er en lille by lidt udenfor Nola.  Han selv var i Missisippi under orkanen, så han kom ikke til skade. Det sted jeg boede sidst jeg var her, blev i øvrigt slet ikke oversvømmet, da det ligger højt oppe. Men selve vindstødende alene har jo ødelagt utroligt meget. Så man kan sige, at det var 2 katastrofer i en: selve orkanen og bagefter oversvømmelsen af Nola, fordi digerne brød sammen. Der har virkeligt været gang i genopbygningen. Han viste mig et område, som havde været helt oversvømmet. Der var alle husene (og der var mange) blevet restaureret. Så der er sket en del. Nå, og så skete det jo...Jeg fandt en vinhandel. Og sikke et udbud. Det bliver dyrt :) Jeg faldt i snak med ejeren, hvis kone gerne vil til Danmark. Så jeg lovede at fortælle hende om København. De sender mig en mail på et tidspunkt.
I aften skal jeg spille med guitaristen Todd Duke og måske også Brent lidt tidligere på aften. Nu kan jeg jo cykle, så det gør det en del nemmere. På lørdag tager jeg ind og hører trompetisten Leroy Jones og får en god snak med ham. Ellers tager jeg det stille og roligt. Jeg er faldet godt til, men savner selvfølgelig familien hjemme. Det er et meget fremmed land på mange måder. Kulturen er virkeligt anderledes herovre. Men vejret er godt (omkring de 30 grader -nemlig!), menneskerne er søde og jeg føler mig meget priviligeret sådan at kunne blende ind, så nemt som jeg gør.
Later people!

Hej igen.

Så har jeg spillet mit første gig i Nola siden ankomsten. Det gik godt og chops´ne var gode. Det var til gengæld blodhøjt på scenen og mine ører har det ikke så godt i dag. Der var en cubaner med på congas og han spillede nærmest kraftigere end mig! Plus en hel salsarytmegruppe, det larmer altså. Nå, men det endte med, at vi var 5 blæsere på scenen. Det var meget fedt. Som Sam (bandlederen) sagde: vi vil prøve at se, hvor mange blæsere vi kan have på scenen samtidigt. Der var en rigtig fed trombonist med, som havde gode salsachops. Og Brent fik også fyret den godt af. Det var et af den slags jobs, hvor man som trompetist har svært ved at høre sig selv og det er derfor svært, at få rigtigt meget ud af det. Men jeg synes jeg formåede at fokusere på min luft og bare holde mig til det jeg kan og ikke forsøge at lege "cubaner". Jeg havde fået noderne om eftermiddagen og lige skimmet dem igennem. Men det var bare at være "på" og opmærksom. Der kom min erfaring mig virkeligt til gode. I aften skal jeg spille på "The Brewhouse". Jerry har givet mig gig" et og jeg er "in charge" og bestemmer numre mm. Han selv er der ikke i aften. Han er bare super sød og er ved at finde en cykel til mig og gøre den i stand, så jeg kan køre rundt på den. Jeg har også fået mig et US simkort, så folk kan få fat i mig (og omvendt). Efter opfordring vil jeg i øvrigt lige forsøge at guide til, hvordan man kan kommentere på blog´en. Grundet risikoen for spam, kan man ikke bare poste et indlæg. Man skal have en google profil, som tager ca. 5 minutter at oprette. Hvis man skriver en kommentar, skal man logge ind med den profil. Der vil være et link til et sted, hvor man opretter profilen, når man trykker på "send kommentar" (tror jeg nok det er). Se godt efter, hvad der står på siden og følg vejledningen. Det er svært at forklare herfra. Men I må meget gerne kommentere og jeg er ked af, at man ikke bare kan smide et indlæg uden først at skulle logge ind. Ellers send mig en mail (andreasbiilmann@gmail.com), så udgiver jeg kommentaren på bloggen. Så kommer den bare til at stå i mit navn. Men prøv at se om I ikke kan løse det. Jeg synes ikke det er så svært, men jeg er selvfølgelig også "computergeek", som Jerry kalder mig :-)
Jeg har lige "skypet" med Stina og Bølle med webcam. Det var dejligt at se dem igen. Stina skypede jeg også med igår (da Frida var lagt i seng), men bøllen havde jeg ikke set, siden jeg tog afsted. Hold da kæft hvor jeg savner hende. Det er svært at være så langt væk hjemmefra. Hun så allerede meget ældre ud :-)
Nu vil jeg tage ned og handle ind og forberede mig på gig´et i aften. Genialt med det øvelokale. Og så har jeg realbooks på pdf på laptop´en. (Realbooks er samlinger af "jazzstandards", som alle jazzmusikere kender og bruger til at kunne spille med hinanden til f.eks jamsessions, når man ikke er en sammenspillet gruppe med eget repertoire). En kendt jazzstandard er f.eks "Autumn Leaves". Den kender de fleste jazzmusikere og man kan derfor hurtigt stille sig op og spille sammen. Så den bruger jeg som "nodestativ".
Det er i øvrigt 30 grader i dag :-)
Later y´all!

Here we go...

Så kører toget!
I går tog jeg ind til "The Crescent City Brewhouse" for at møde min gamle ven jerry Pequinto. Det er en bassist, der har husbandet derinde. Ham spillede jeg rigtigt meget med sidste gang, jeg var her. Og han er en meget venlig mand. Pianisten Mark var der også, og der gik ikke lang tid, før det var ligesom i "gamle dage". De havde skam ikke glemt mig og var rigtigt glade for at se mig igen. Jeg har tilsyneladende gjort et godt indtryk på dem dengang. "Denmark! Yeah man. Trumpetplayer. What´s up, my brother". Vi spillede et par numre og det gik rigtigt godt. Min form er faktisk rigtigt god. Det er mere de hurtige aftaler, mens man spiller (hvordan man slutter numrene af, chase mm), jeg lige er lidt rusten på. Men det kommer hurtigt igen. Der var en percussionist med, som spillede ganske udmærket. Han var vældigt flink (vi fik diskuteret lidt omkring muslimer i Europa og det stigende fremmedhad, der er vokset frem de seneste år i Europa). Det er rart at kunne snakke med en amerikaner, der rent faktisk ved, at der er en verden udenfor USA. Han var faktisk født i Stuttgart, men var opvokset i USA.
Han inviterede mig til at komme og spille næste torsdag på en Bar i Uptown. Der skal han spille med guitaristen Todd Duke, som jeg også spillede med sidste gang. Han er en af "motherfuckerne" i byen. Dvs han er god. Jeg havde overvejet at ringe til ham, men nu løser det sig selv. Så tog jeg med Mark hen til saxofonisten Brent Rose, som holdt et lille bålparty i sin have. Ham og Eric Lucero (som nu desværre er flyttet og bor en time fra New York), hang jeg rigtigt meget ud med sidst. Det var superfedt at se ham igen. Der var flere andre musikere til stede. Og det var nogle af de rigtigt dygtige folk, der var der. Bl.a. Brice Winston som  spiller med trompetisten Terence Blanchard, som er en af de mest anerkendte jazztrompetister i USA. Der var også en bassist der hedder Jason, som også er virkeligt dygtig og nu bor i New York. Så det startede med, at jeg bare lige skulle spille med Jerry og pludselig sidder jeg hos Brent med nogle hot-shot jazzmusikere og drikker øl over et bål og fortæller røverhistorier. Det er sjovt, som det bare lidt kører af sig selv. All you gotta do is show up, play and be nice!
Mark fortalte i øvrigt en sjov historie over bålet:
Jerry havde hyret en japansk trommeslager til et gig på "the brewhouse". Han snakkede næsten ikke engelsk og Jerry havde råbt noget til ham under et af numrene. I pausen gik han så hen til Mark og spurgte med meget japansk accent:
Whaat does "motherfucker" mean?
Jerry havde vist ikke været helt tilfreds med hans spil. Ha ha, det er typisk Jerry.  Han er god nok, men han kan være lidt kontant, hvis der er noget, han er utilfreds med.  Det skal man ikke tage så tungt.
Det er i øvrigt dejligt og varmende, når alle der spillede med mig dengang siger, at jeg er en "great trumpet player". Jeg føler mig virkeligt accepteret og respekteret. Det arbejde jeg gjorde dengang, kan jeg faktisk bygge videre på. Det er fedt. Jeg er i inderkredsen og kender de rigtige mennesker. Og har deres respekt. Og det er det det handler om. Det er et godt fundament. Networking er alt herovre. I øvrigt må jeg sige, at det bare er fantastisk igen at opleve den gæstfrihed, der er blandt musikerne herovre. Der er ikke noget hovski snovski, som jeg så tit har oplevet det i Danmark. Det er fedt og det er efter min mening det, som musik handler om. Selvfølgelig er der niveauforskel og musikere ved jo godt hvem der er gode og hvem der er knap så gode. Men der er plads til alle uanset niveau og der er en stemning af, at være fælles om dette her. Og det er fantastisk. Det giver noget særligt til musikken og skaber et miljø, som er ret unikt.
Jeg skal i øvrigt have købt mig et simkort, så folk kan få fat i mig (og omvendt). Så snart man er "derude" så kører toget, businesscards bliver udvekslet efter gigs og det er meget nødvendigt at have en telefon. Måske laver jeg også et businesscard. Det koster ikke så meget. Det havde jeg også sidst.
Jeg har i øvrigt allerede fået mit første gig (shhh, sig det ikke til nogen, jeg er jo herovre for "pleasure" - ikke "business"). OTRA spiller jo på fredag og de mangler en trompetist. Så Brent (som spiller i bandet) spurgte, om jeg ville spille gig´et. Så han sender mig noderne på mail. Super!
Det er et meget fedt band. De spiller cubansk inspireret latin-jazz. Så nu vil jeg gå hjem og øve mig flittigt.
Glemte jeg i øvrigt at fortælle, at det er 28 grader?
Later!

Fed by

I går tog jeg ind til byen (French Quarter) og jeg må sige, at den ligner sig selv. Det er nærmest ligesom "The Truman Show"  hvor alle går præcis på samme måde, når Jim Carrey kommer ud af døren. På samme måde, var der nærmest de samme butikker og det samme liv, som sidst jeg var her. French Quarter blev heller ikke ramt af oversvømmelsen, da det ligger ret højt placeret. Jeg fik set Frencmen Street igen, hvor der ligger 8! spillesteder på rad og række. ALLE med livemusik (mest jazz) stort set hver dag. Der skal jeg hænge ud igen. Der var jeg også rigtigt meget sidst. Jeg tog sporvognen ind til "The Quarter" og den er super charmerende. En meget gammel, langsom og meget larmende sporvogn, som nærmest er taget ud fra en film fra 20´erne. Jeg kom i øvrigt gennem et Campus på vej hen til sporvognen, da jeg bor tæt på det. Det er kæmpestort og består af 2 universiteter: Loyola og Tulane, hvoraf sidstnævnte skulle være ret prominent. De havde da i hvert fald et lækkert bibliotek, hvor der både var café, computerrum (med helt nye imacs og pc´er), samt selvfølgelig et hav af bøger.  Der sad de studerende så med deres Macbook pro (selvfølgelig, hvad ellers) og læste. Der var en god og hyggelig stemning. Man kan bl.a. læse jura og medicin der. Så de mangler nok ikke penge.  På Loyola kan man bl.a. studere musik og latinamerikanske studier! Det er et Jesuitisk universitet. Hvilken betydning det har for at gå der, aner jeg ikke. 

Jeg brugte primært tiden i går til at orientere mig og tjekke steder og musikprogrammet ud. På fredag spiller bandet OTRA i Frenchmen Street. Der kender jeg flere af musikerne fra. Så det skal jeg afgjort hen og høre (og spille med). Der er også åbnet et nyt sted, der hedder Irvin Mayfields Jazz Playhouse på Bourbon Street. Det ser ret fedt ud. Det skal jeg også tjekke ud. Så har jeg lige set, at Dr. John (the master himself) spiller i dag kl 17 med Treme Brassband. En udendørs koncert. Så den tror jeg da liiige,  jeg tager hen til. Vejret er da også til det. Det er vel en 26 grader (kan I holde varmen derhjemme, he he?)

Anyways, jeg snakkede med min overbo i går. Hun er rigtig sød og fortalte mig en masse ting. Der ER i øvrigt vaskemaskine og tumbler i huset. De står ude i skuret i baghaven. Så det er jo fantastisk. Så fortalte hun, at hele stuen i huset (hvor jeg bor) var oversvømmet efter Katrina. Så alt er blevet renoveret. Det er helt sindssygt at tænke på. Hele området stod under vand (1 1/2- 2 meter). Det kan man faktisk ikke se, når man går rundt. Så der er blevet arbejdet grundigt med at reparere huse og rydde op her i området. . 

Det er virkeligt fedt at være tilbage i Nola. Jeg tager det helt stille og roligt og får øvet mig en del i "studiet" i baghaven om formiddagen/eftermiddagen. Det er fedt. Jeg vil være mere selektiv denne gang og gå efter de gode koncerter og dygtige musikere (for der er også mange dårlige) og sørge for at udnytte tiden så godt som muligt. Jeg tror at 3 uger passer perfekt. Den første uge lander man ligesom og tjekker omgivelserne ud og kommer i stemning. Og så er det ellers fuld skrald deruda´. Jeg er en smule spændt på, hvordan mit spil er efter den lange pause fra scenen, men det føles og lyder godt - synes jeg i hvert fald selv :-). Så må vi se hvad folk siger til det. Jeg er i hvert fald MEGET "sulten". Og det er altid en god motivator. 

 I får lige et par billeder fra en vej, der ligger tæt på, hvor jeg bor. Det er de mest sindssyge huse, der ligger der. Nogle af dem minder nærmest om dem, der ligger i ambassadekvarteret i København. Lige bortset fra at folk bor i de her huse. Vildt! Læg i øvrigt mærke til, at det snart er Halloween (billede nr 2)

Vel ankommet til byen.

Ja, så er jeg vel ankommet til New Orleans.
Turen var ret lang, men forløb uden problemer, med undtagelse af Washington lufthavn, hvor jeg skulle skifte fly. Jeg havde 2 timer, men det tog en krig i immigrationkøen, og bagefter skulle man igennem endnu et securitycheck, så jeg måtte drøne ud til gaten (som lå langt væk, selvfølgelig) og nåede det kun lige akkurat (10 minutter før afgang). Jeg ankom til New Orleans i går kl 19 lokal tid og tog en taxi ud til huset, hvor jeg bor. Det er superfedt men ret tomt, da ejeren mest bor et andet sted og bare bruger det som bopæl, når han er i New Orleans. Men der er alt, hvad jeg skal bruge (undtagen vaskemaskine) og området er superfedt. Og husk lige på, at jeg låner det gratis! Og jeg kender ikke manden, men han er musiker og jeg har fået formidlet kontakten via en af mine musikervenner herovrefra. Se, det er god stil og noget vi kan lære af i Danmark :-).
Huset ligger tæt ved uptown, som er ret "upper class" med en masse universiteter og nogle helt fantastiske huse. Jeg vedlægger nogle billeder af dem senere, så man kan få et indtryk. Der går både busser og sporvogne ind til byen (French Quarter) tæt på mig, og der er både et dejligt stort supermarked, en hyggelig kaffebar (hvor jeg sidder nu og drikker kaffe og benytter mig af deres gratis wifi), samt et utal af takeaways (selvfølgelig, det er jo USA). Der er sågar en drive-in ATM. Dvs en drive-in hæveautomat. Det er sgu da smart. Så behøver man ikke at gå ud af bilen for at hæve penge, ha ha. Ja, tingene er anderledes herovre. Folk kører rundt i kæmpe pick-ups. som nok kræver at man køber en co2 kvote for at køre i den. Men faktisk har jeg set indtil flere cyklister, hvilket er usædvanligt. Det er nok dette område med mange studerende. Folk er rigtigt søde og hilser en med et: "Hey, how are you doing" når man passerer dem og når man handler. Det er meget typisk for Nola (New Orleans).
Huset har også et studie i baghaven, hvor jeg kan øve mig, så det tror jeg jeg vil gøre i aften. Så tager jeg ind til byen i morgen. Jeg kan mærke, jeg lige skal "lande" og få det værste jetlag af. Det er bare fantastisk at være tilbage i Nola. Og jeg glæder mig til at tage ind til byen og se, hvordan tingene kører. Jeg har handlet ind og kan spare rigtigt mange penge på den konto. Dog skal jeg have købt nogle basisvarer, da der INGEN krydderier er i huset. Kun små ketchuppakker! Og hvor får man lige fat på en kartoffelskræller? Nå, det løser sig :) Jeg glæder mig til at skrive om musikoplevelser, men lige nu handler det mest om der, hvor jeg bor. Området er "safe" og jeg kan derfor gå rundt uden problemer, hvilket er rigtigt fedt. Nu vil jeg tage ned og handle det sidste, som jeg mangler til aftensmaden. Så går det løs i morgen, hvor jeg forhåbentlig er helt frisk i hovedet (jeg har altid haft voldsomt jetlag, når jeg kommer til andre tidszoner. Og de er 7 timer bagud herovre).
Nå, her er så huset , hvor jeg bor. Jeg bor i stuen og man kan lige skimte "studiet" i baghaven.

Her sover jeg, og der er en pc (desværre uden internet, damn!) 

Og et ganske lækkert badeværelse. 

Køkkenet (set fra 2 forskellige vinkler)

Og stuen, hvor man kan "chille"

Venter på at tage afsted

Ja, så er der 4 dage til! Jeg er meget spændt og kan ikke vente på at tage afsted. Det bliver svært at undvære Frida og Stina, men omvendt utroligt spændende at komme derover igen. Jeg tror at turen vil ændre mit liv og føler det er et vendepunkt, efter at have været kedelig og borgerlig de sidste 2 år. Musik er mit liv, men jeg er også familiemenneske og det bliver svært at kombinere de 2 ting. Men der er en ufattelig kraft i musikken og den trækker mig i en retning, som min fornuft prøver at snakke mig fra. Tryghed eller musik? Penge eller musik?
Det er de følelser og det dilemma, jeg føler jeg står overfor. Men virkeligheden viser sig måske at være anderledes, når jeg først kommer rigtigt i gang igen. Denne gang står jeg på egne ben, jeg ved hvem jeg er og hvad jeg kan (og ikke kan). Og det er altid en god opskrift på succes.
Let the good times roll!